Lad os rollespille!!!

Nå, hvor kom vi til?

test
1, 2, 3

Yuki:
*Er blind men alle andre sanser går amok*
"Nakita..."
*Stønner*
*Kan høre hendes blod pulsere i hendes krop. Han kan høre hvert et svagt hjerteslag*
"Vær stille. Vil du ikke nok?"

Nakita:
*Åbner øjnene og kigger over på ham, er ikke sikker på om hun har sovet eller om hun var besvimet, hvor langt tid de har hængt der. Er ikke sikker på noget overhovedet*
*Åbner munden for at sige noget, men kan ikke rigtigt*
*Er ikke sikker på hun overhovedet er i live*
*Lukker øjnene igen, men åbner dem da hun hører en lyd*
*Kigger over på Yuki, men han hænger bare præcis som han hang før*
*Ser så en hvid skikkelse i øjenkrogen, retter blikket mod den*
*Kan ikke helt se skarpt, men det er en svævende hvid dame med mørkt langt hår, samme dame der tog i mod hende, da hun var død*
"Nej nej nej.. Yuki.. Nej.. Nej. Nej."

Spøgelsesdame, Nakita som 35 eller sådan noget:
*Svæver foran Nakita og Yuki*
*Taler kun i Nakitas hoved*
"I har ikke længe igen. Det har ingen af jer. I bliver nødt til at komme ned nu, ellers overlever I ikke."

Nakita:
"HVORDAN?"
*Prøver at råbe det, men det bliver kun til en lidt hævet, hæs stemme*
"Hjælp os, vil ud ikke nok, hjælp os.."

Dame:
*Kigger på Yuki*
"Selv hvis han kommer ned, vil han ikke overleve uden blod. Og der er ingen mennesker i flere kilometers afstand. Udover dig. Men det er ikke din tid er ikke kommet endnu, selvom hun gladeligt ville ofre dig for ham. Du bliver nødt til at omvende ham til menneske igen, det samme gælder resten af byen."

Nakita:
"Så fortæl mig hvordan vi kommer ned og hvordan jeg redder ham?"
*Hulker næsten, men ikke sådan rigtigt. Har meget desperation i stemmen*

Dame:
"I kan kun komme ned ved Lee's hånd.."
*Skæver til Lee's lig, der ligger ved deres fødder*
"Tænk dig om."
*..*
"Og jeg giver dig modgiften her. Du skal nok klare det."
*Flyver direkte ind i Nakita og forsvinder*

Yuki:
*Skæver over til Nakita med tungt hoved men kan ikke se noget*
*Kan dog høre hende vride sig i lænkerne og hendes svage stemme lyder som tordenslag*
"Stille! Hvorfor vil du ikke være stille?!"
*Begynder at svede over alle lydene og ikke mindst fra lyden af hendes blod*
*Gisper efter vejret men indånder kun lugten af Nakitas indtørrede menneskeblod*
"Nej... Ikke det..."

Nakita:
*Har så ondt i hele kroppen*
*Fatter ikke hvad der lige skete*
"Vi skal ned. Nu. Ellers klarer du det ikke."
*Kigger over på ham*
*Trækker så meget luft ind hun kan og skriger efter Belphegor*
"BELPHEGOR!!!"
*Gentager det et par gange, hvorefter hun hoster så voldsomt, at der kommer lidt blod med op*

Phillip:
*Kommer løbende ind af en dør da han fornemmer blodet og hendes råben også self*
*Har ikke selv fået særlig meget blod, kun fra nogle klamme rotter og lidt forskelligt*
"Nu holder du kæft!! Hvorfor kan I ikke bare dø?!"
*River sig selv i håret*
"I gør mig sindssyge.. Det er lige før jeg hellere vil dø end det her!"

Nakita:
*Ser sin bror igen, første gang i et par dage eller sådan noget*
"Phillip. Du bliver nødt til at få fat i Belphegor!"

Phillip:
"Hvorfor skulle jeg det, når jeg bare kunne slå jer ihjel?"
*Går hen til Lee og samler et våben op fra jorden*

Nakita:
"Jeg har modgiften! Jeg kan gøre dig til menneske igen."
*Aner ikke hvordan, men er sikker på det er rigtigt nok.*

Yuki:
*Kan ikke længere skelne mellem lydene og ordene bliver utydelige. Alt bliver larm*
*River i lænkerne for at holde sig for ørene men har ikke kræfter til at hive sig op*
"Stille... Vær nu stille... Stop"
*Hvisker det i mellem sammenbidte tænder*

Belphegor:
*Mørk røg begynder at sive ind i rummet fra hver en sprække. Det samler sig i centrum af rummet og former en cirkel - en portal.*
*Træder ud af portalen, og hans dæmonkrop er til syne et øjeblik, før han materialiserer sig til den mørkhårede version af Yuki*
"Rolig nu, menneskepige! Jeg er ikke en hund, du bare sådan kan fremmane."
*Lader portalen stå åben ved siden af sig*
"Har I savnet mig, børnlille?"

Nakita:
*Ser desperat på ham*
"Få os ned!"
*Ser over på Yuki der er helt væk*
*Synes også selv hun er lidt svimmel, og det hele drejer lidt*
*Glipper med øjnene*
*Prøver at fokusere på Bel*

Phillip:
*Lammet i chok*

Belphegor:
*Sukker tungt*
"Kan I ikke engang overleve 4 dage uden mig? jeg er smigret samtidig med, at jeg har ondt af jer jordiske væsner."
*River Lee ud af portalen og har hånden begravet i hans hår*
*Smider ham på gulvet og har en lænke rundt om hans hals*
*Lukker portalen efter ham*
"Det var ikke let at finde det lille kryb. Jeg vil vove at påstå, at jeg kender Helvede som min egen baglomme, men det ser ud til, at min baglomme er blevet så fyldt, at jeg ikke længere kan kende forskel på nullermændene."
*River i lænken*
*Går forbi Phillip men stopper op ved siden af ham*
"Slap af, makker, og sæt dig ned."
*Skubber ham ned på gulvet*
*Vender sig mod Lee*
"Nå Lee. Kan du nu opføre dig ordentlig og tage de søde mennesker ned? Ellers må du en tur igennem skærsilden igen."

Lee:
*Laver ansigt af Bel, men ved godt han ikke skal være for kæk*
*Kigger op på Nakita og Lee*
"I har det vidst ikke for godt, var?"
*Fniser*
*Kigger tilbage på Bel*
"Er du sikker på, jeg skal tage dem begge ned? Yuki ligner en, der kunne tømme den første blodsæk han så.."
*Kigger over på Nakita*
"Og det er tilfældigvis dig, søde."
"Det er måske værd at overveje en ekstra gang.."
*Kigger over på Yuki*
"Ved du hvad? Dernede.. du ved.. Helvede.. der føler du hverken sult eller skam over at have lyst til at dræbe Nakita, ingenting! Du føler ikke engang for din for længst tabte kærlighed, du føler ikke lyst til hævn, ikke lyst til hor.. Ingenting. Jeg må sige, det er forfriskende at være tilbage på jorden. I føler så meget."

Nakita:
"Få os ned."
*Får små sorte prikker for øjnene*
*Har slet ikke kunne koncentrere sig nok til at høre, hvad han har at sige*

Yuki:
*Hører ordene men forstår dem ikke*
*Stirrer bare med store, tomme øjne*
*Ryster lidt*

Belphegor:
*Sukker igen*
"Du snakker for meget, Lee."
'River hårdt i lænken*
"Tag dem ned. Jeg skal nok tage mig af Yuki."

Lee:
"Ooookay."
*Stiller sig foran dem begge to*
*Løfter hånden og mumler noget, så snorene der har holdt dem oppe forsvinder, så de falder ned på gulvet*

Nakita:
*Får et chok, da hun pludselig rammer gulvet hårdt. Når ikke at tage fra med noget overhovedet*
*Er helt ødelagt og kan ikke rejse sig*
*Rykker hovedet så hun kan se over på Yuki for at sikre sig, han er okay*
"Yuki.."
*Siger hans navn, bare for at få en bekræftelse på det nok skal gå*

Phillip:
*Bliver et kort øjeblik forskrækket, men så tager sulten over*
*Kan tydeligt fornemme, hvordan Nakitas knæ og albuer lige strøg forkert hen over gulvet, da hun faldt ned, og at hun dermed har fået en lille bitte skræmme*
*Har ikke engang opdaget, at han har rejst sig op, men det har han åbenbart*

Belphegor:
*Skal til at gribe fat i Yuki, da han fanger Phillips bevægelse i øjenkrogen*
"Du kan tro nej!"
*Kaster sig over ham og vælter ham tilbage på gulvet*

Yuki:
*Lander på gulvet*
*I det øjeblik bliver alt stille og det eneste, han hører, er en lille dråbe frisk blod falde fra Nakitas knæ*
*Tænderne syntes at vokse*
*Blotter dem*
*Springer over Nakita og væser af hende*
*Opdager så, hvad han har gang i og strammer grebet om hendes håndled, som han har grebet fat i for at holde hende nede*
"Nej..."
*Giver slip og ligger sig på ryggen ved siden af hende*
*Kan stadigvæk ikke se*
"Så hellere dø..."

Nakita:
*Hendes hjerte slår tredobbelt slag, da Yuki angriber hende*
*Ser bare forskrækket på ham*
*Kan ikke trække vejret og kan heller ikke sige noget*
*Prøver at fokusere, men kan ikke*
*Synes at hendes øjne flimre og måske en lille følelse af, at hun skal kaste op*
*Åbner munden for at sige, at hun ikke har det så godt, da hendes øjne lukker i igen*

Lee:
"For helvede da også.."
*Har hurtigt observeret alt dette og er tilbage med et stort glas vand*
*Sætter sig på knæ ved Nakita*
*Giver hende hjertemassage og mund til mund (ad), da hun hurtigt er tilbage*
*Løfter hendes nakke op og hælder vandet ned i hende, indtil hun gylper noget af det op og hoster voldsomt og er ved bevidsthed igen*
"Mennesker... Tshpf.."
*Ser på Bel*
"Det var vidst lige bonuspoint til Lee."

Belphegor:
*Slår Phillips hoved gentagende gange ned i gulvet, til han ligger stille*
*Vender sig mod Lee*
"Måske, men det skal mange point til, før du er ude af skærsilden."
*Smiler sadistisk*
*Rejser sig fra Philip og går hen til Yuki, der ligger ynkeligt krympet sammen på gulvet*
"Du ser ikke for godt ud, unge prins."
*Lyder for første gang måske nogensinde bekymret og har en lille rynke i panden*
*Bukker sig ned og samler ham op*
*Smiler til de to andre*
"Lee, find pigen nogle nudler. Red hende en seng, massér hendes tæer. Plej hende, så hun bliver rask. Jeg vil finde et menneske til ham."
*Vender ryggen mod dem*

Nakita:
*Har ikke ænset at Bel lige har slået hendes bror til bevidstløshed*
*Ligger på ryggen og stirrer op i loftet, hvorefter hun langsomt sætter sig op*
*Ser over på Bel*
"Jeg skal ikke være alene med ham."
*Siger det med en svag og rusten stemme, og det kræver alle hendes kræfter at sige det*

Lee:
"Jo du skal."
*Tager fat i hende bag fra og for hende op og stå, tager hende derefter over skulderen, så hun ligger der og dingler. Det ser lidt mærkeligt ud, da hun er lidt højere end ham*
*Slæber hende ud af salen og op på Yukis værelse, hvor sengen har stået urørt længe*
*Smider hende på sengen, hvorefter han går ned i salen igen*
"Det bliver nok lidt svært at finde et menneske til Yuki.. De fleste i byen er enten døde eller blevet forvandlet til vampyrer. Mennesker er lidt en mangelvarer, det er også derfor havldelen af byen står og hamrer på døren for at komme ind.. Nakita er den eneste med blod, der bare er nogenlunde friskt og tæt nok på, i forhold til hvis han skal nå at få det inden han dør.."

Belphegor:
*Ser betænksom på Lee og nikker langsomt*
"Du siger noget."
*Ser overvejende op mod Yukis værelse men ryster på hovedet*
"Nej, det er for risikabelt. Hun er selv døden nær."
*Besvarer sit eget spørgsmål*
*Sukker*
"Så er der vel kun én mulighed..."
*Går hen til sofaen og lægger Yuki der*
*Sætter sig på kanten af sofaen*
*Trækker sit ærme op*
"Jeg er virkelig ikke meget for det her, men jeg har ikke andre muligheder. Han skal være i live. Bare lidt endnu."
*River en stor flænge langs armen med en negl*
*Fortrækker ikke en mine*
*Tager blidt fat i Yukis baghoved og sætter det op til sin arm, så hans læber rammer blodet*

Yuki:
*Smager blodet og mærker rusen som aldrig før*
*Griber fat i Bels arm, slår øjnene op og suger til sig*

Lee:
"Mhm, det ser lækkert ud."
*Slikker sig om munden*
"Nå, jeg må hellere kokkere for tøsen."
*Går ned mod køkkenet, med det samme ser han det smadrede køkkenvindue..*
*Undrer sig også over, at der ikke længere er vampyrer der står og hamrer mod hoveddøren*
".. her er for stille."
*Kigger rundt, hvorefter han opdager fodspor på gulvet ud af køkkenet*
*Bander højt hvorefter han farer op af trappen ind i salen til Bel og Yuki igen*
"Vi er under angreb. Vampyrerne fra byen er sluppet ind, køkkenvinduet var ødelagt. Jeg ved ikke, hvor mange de er, men de er indenfor murerne nu."

Belphegor:
*Sukker*
"I er simpelthen nogle vilddyr, I vampyrer. Så uciviliserede."
*Sveder og ser lidt anstrengt ud over at miste så meget blod*
Tager fat i Yukis hår og river ham fra sin arm*
"Mit lille monster er også klart."
*Smiler*

Yuki:
*Ryster stadigvæk men ikke længere på grund af mangel på styrke*
*Føler sig som om han kan springe i luften hvert sekund*
*Synet er tilbage, men han ser folk i farver og varme i stedet for (slangesyn)*
*Lugter med det samme vampyrerne*
*Springer op og løber op af trappen*
*Smækker døren op indtil Nakita, hvor vampyrerne nærmer sig hendes svage krop*
*Hopper på den nærmeste og bider så hårdt fast i halsen på den, at blodet springer ud*

Nakita:
*Sidder sammenkrumpet længst ind mod væggen, væk fra vampyrerne*
*Hører døren blive åbnet brutalt i det fjerne, kan ikke helt finde ud af hvad der sker, kan bare mærke hun må gøre noget*
*Kan næsten ikke se hvem der er hvem pga mørket*
*Mærker pludselig at nogen griber fat i hendes arm, panikker og prøver at slå ud efter vedkommende men nogen tager fat i hendes anden arm*
*Prøver at vride sig fri, men er bare så træt og ødelagt*

Vampyr bondekone ting:
*Er en af de få der nået hen til pigen, har fat i hendes arm og placerer sine hugtænder i hendes underarm*
*Så snart blodet rammer hendes tunge, føler hun sig helt anderledes. ingen tørst. Stopper hurtigt igen, forvirret*


Lee:
*Trækker på skuldrene*
"Sådan er vi vel.."
*Skynder sig efter Yuki for at hjælpe*
*Tager fat i kraniet på en vampyr og kvaser det*
*Kommer ind i værelset og skynder sig hen til vampyren der sidder ved Nakitas side*
*Tager fat om hendes hals og slynger hende gennem lokalet, væk fra Nakita*
*Tager fat i en anden og slagter den også, indtil der er tyndet ud i værelset*
"Der er flere.. De gemmer sig rundt på slottet."

Belphegor:
*Når op til de andre*
*Når ikke engang at tage nogle vampyrer, før de andre har slagtet dem*
*Snuser ind*
"Yuki. Afsted."
*Ser Yuki suse ud af rummet uden at stille spørgsmål*
*SMiler*
"Jeg elsker, når folk gør, som jeg siger. <3*
*Går hen til Nakita*
"Sad der ikke en vampyr i dig?"
*Opgiver Nakita og ser så på Lee*
"Eller nåede du at fjerne den, før den fik noget?"

Lee:
"Der var en vampyr.."
*Ser rundt i lokalet og ser en vampyr ligge og klynke*
*Går over til hende og samler hende op*
"Når, så du døde ikke helt første gang?"

Vampyr kone:
"Nej, nej, nej gode gud, ikke dræbe mig! Jeg gjorde det kun, fordi jeg var sulten. Men det er anderledes nu! Jeg føler ingen sult, min hals brænder ikke mere. Det er et mirakkel!!! Sådan plejer det ikke at være, når først jeg har smagt blod vil jeg have mere og mere, men ikke denne gang. Jeg er kureret! Hun må være en engel!"
*Taler hurtigt mens hun ser på Bel og Nakita, hun undgår lidt Lee, fordi han er lidt uhyggelig*

Nakita:
*Ser på skikkelsen ved siden af hende*
"Yuki? .. Du reddede mig.. Yuki, jeg har det ikke så godt.. Bliv hos mig."
*Prøver at tage fat i Bel's hånd*

Belphegor:
*Bliver lidt forskrækket, da hun tager hans hånd, da han stod og fulgte med i, hvad bondekonen sagde*
"Ah... Undskyld prinsessepige, men jeg må skuffe dig. Men bare rolig, han har det okay."
*Kærtegner hende over halsen og får blod på fingeren*
*Stikker fingeren i munden og åbner øjnene lidt mere*
*Ser mærkeligt på Nakita*
"Lee..."
*Rækker ham sin anden finger med blod*

Nakita:
*Fatter ikke noget, er sikker på det er Yuki*
"Yuki jeg elsker dig... jeg ved godt, jeg ikke har sagt det før, men det gør jeg.."
*Lukker øjnene*
"Men jeg er rigtigt træt.."

Lee:
*Har ikke tænkt sig at slikke på Bel's finger*
*kører selv sin finger over hendes sår og slikker på blodet*
*Spytter det ud med det samme*
"Jeg kunne mærke det. Min.. min menneskelighed.. min dødelighed.. vendte tilbage et kort øjeblik."
*-*
"Hvorfor-? Eller nærmere hvorfor?...."
*Sætter vampyr konen ned*


Vampyr kone:
"Det var det jeg sagde!! Hun har kureret mig, jeg er ikke længere vampyr!"

Belphegor:
*Ser frastødt på Nakita*
"Lee... Hvad skal jeg gøre..."
*Giver op og klapper hende på hovedet*
*Ser så alvorlig ud igen*
"Kurere, siger du. Jeg mærkede godt et eller andet..."
*Skæver til Lee men mener ikke, han skal vide for meget*
"Men det kan hjælpe Yuki."

Yuki:
*Kommer tilbage ved at springe på konen og flænse hende*
*Rejser sig op og ser på Lee*

Belphegor:
"Yuki, han er ikke en af dem. Du må lære at se forskel på de hotte og de grimme, kan du ikke se, at han er helt gul?"